Interesseorganisationen LEV kigger mod Norge, hvor et statsligt projekt har gjort det nemmere for sårbare borgere at låne penge til boligkøb.

Af Mads Vestergaard og Jacob Rasmussen

Det kan være udfordrende at komme ind på boligmarkedet. Skyhøje priser, renter og krav om indskud gør det svært for flere at få enderne til at mødes, og mange må se langt efter drømmeboligen.

Men problemet er massivt hos personer med udviklingshandicap, mener LEV, der er en interesseorganisation og et fællesskab for mennesker med handicap og deres familier.  

Størstedelen af deres medlemmer er på førtidspension. Den forholdsvis beskedne udbetaling gør det svært for dem at skrabe penge sammen til indskuddet, før de får godkendelse fra banken om et boliglån. En del af dem bor nemlig i almene lejeboliger til ”skyhøje priser”, fortæller organisationen.

– Jeg skal ikke kunne sige, om der eksisterer sjældne tilfælde, hvor nogle voksne mennesker med udviklingshandicap har en ejerbolig, men jeg ikke stødt på det. Det er ikke en del af det dominerende mønster, siger politisk konsulent i LEV, Thomas Gruber.

For ham virker problemet paradoksalt. For med førtidspensionen kan banken være sikker på, at vedkommende har fast indkomst hver måned resten af livet. Det burde fungere som sikkerhed for bankerne, så de på den måde er garanteret, at de får de udlånte penge igen, mener Thomas Gruber.

Danmark halter bagud på boligområdet for mennesker med handicap

Et mere fleksibelt system, hvor personer med funktionsnedsættelse i højere grad end nu kan få lov til at låne penge til et boligkøb, kunne ifølge Thomas Gruber være med til at løse et stort problem i Danmark.

Valgfriheden mellem forskellige boliger er nemlig begrænset for denne befolkningsgruppe, viser en rapport udgivet af Institut for Menneskerettigheder fra 2021.

I undersøgelsen svarer hver tredje adspurgte sagsbehandler, at borgere med funktionsnedsættelse har ”ringe mulighed” for selv at vælge deres bolig. 81 ud af landets 98 kommuner er repræsenteret i undersøgelsen.

Men det ville give det enkelte menneske større valgfrihed, hvis mulighederne for at få et boliglån i banken blev udvidet, påpeger Thomas Gruber.

– Fordi personen ville kunne komme til at bo andre steder end der, hvor kommunen bestemmer det, siger han.

Danmark har forpligtet sig

For at gøre livet lettere for personer med funktionsnedsættelse gik Danmark i 2009 med i FN’s handicapkonvention. Konventionen indeholder en lang række punkter, som Danmark sammen med 126 andre lande gav håndslag på at efterleve.

Et af de punkter, kaldet artikel 19, omhandler personer med handicaps muligheder for selv at vælge hvor og med hvem, de gerne vil bo. En større valgfrihed mellem boligtilbud er nemlig med til at sikre et mere selvstændigt liv, understreger Institut for Menneskerettigheder på deres hjemmeside.

Men det er ikke gået, som det burde, mener LEV.

– Vi har en ambition om, at den her gruppe mennesker skal have samme muligheder som alle andre – i hvert fald officielt, siger Thomas Gruber.

Levevilkårene er forringet

Finn Amby er heller ikke imponeret. Han er lektor på Forskningscenter for ledelse, organisation og samfund på VIA University College og mener generelt, at vilkårene for ledige med handicap er forbundet med store udfordringer.

Et liv uden for arbejdsmarkedet kan nemlig have stor effekt på livskvaliteten for denne befolkningsgruppe, understreger han.

Finn Amby oplever tit, at førtidspension sammenlignes med dagpengesatsen, og at det i manges øjne virker tilstrækkeligt for et nogenlunde værdigt liv. Men man glemmer noget.

– Førtidspensionen er jo ikke en midlertidig løsning, det er permanent. Det er det, man skal leve med resten af livet. Det sætter nogle grænser for de ambitioner, man kan have med sit liv, siger han.

At en del mennesker med udviklingshandicap ifølge organisationen LEV har svært ved at låne penge til boligkøb, er et godt eksempel på de begrænsninger, som denne gruppe møder, mener Finn Amby.

– Hvis du vil købe et hus, så bliver du bedt om dokumentation for din indkomst, og at du har en stabil indkomst, der rækker fremad. Så nytter det ikke noget at stå der og vifte med sin førtidspension, siger han.

Er man som enlig på førtidspension, får man omkring 19.700 kroner før skat hver måned. 

Selvom Danmark i 2009 gik ind i handicapkonventionen, så lever mange funktionsnedsatte danskere fortsat et liv, de ikke selv har indflydelse på. Det viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, VIVE, fra 2021.

25 procent af knap 1500 respondenter svarer, at de ”i mindre grad” eller ”slet ikke” oplever at have indflydelse på eget liv.

Sammenligner man de tal med cirka 12.000 besvarelser fra personer uden handicap, svarer færre end fire procent i denne gruppe, at de i “mindre grad” eller “slet ikke” oplever at have indflydelse på deres eget liv. 

66 procent af gruppen uden handicap oplever, at de i “høj grad” mener, at de har indflydelse på deres eget liv.

Lånetilbud til de mest sårbare i Norge

I Norge findes Husbanken. Det er et statsligt tilbud, hvor landets mest sårbare kan få mulighed for at låne penge til boligkøb, når banken har sagt nej. Tilbuddet gælder blandt andet for mennesker med handicap, der hos Husbanken kan få mulighed for at ansøge om et såkaldt startlån til boligkøb.

Selvom der i år indtil videre er givet afslag på knap 19.000 ansøgninger, har 31.000 sårbare nordmænd fået godkendelse om boliglån hos Husbanken. Et gennemsnitligt startlån ligger på 2,1 millioner norske kroner.

Der er meget få personer med udviklingshandicap i Norge, der ejer sin egen bolig, fremgår det af en rapport fra det uafhængige forskningsinstitut NTNU (Norges Tekniske- og Naturvidenskabelige Universitet) i 2021.

I rapporten fremgår det, at omkring 15 procent af voksne med udviklingshandicap ejer deres egen bolig. Til sammenligning ejer næsten 80 procent af den norske befolkning deres egen bolig. Dermed påpeger NTNU i rapporten, at udviklingshæmmede i høj grad er afskåret fra en af samfundets mest normale opsparingsformer – at investere i egen bolig.

Dét på trods af, at det ifølge NTNU’s rapport tyder på, at flere voksne med udviklingshandicap ønsker købe en bolig. I undersøgelsen svarer knap 80 procent af familierne til hjemmeboende voksne med udviklingshandicap, at de ønsker at eje. 

Disse svar skal dog tages med et vist forbehold, da NTNU kun modtog 67 svar på undersøgelsen. NTNU påpeger selv, at det var færre svar, end de havde ønsket.

Vi har forsøgt at få kontakt til en række danske banker for at høre, hvordan de forholder sig til de udfordringer, mange mennesker med udviklingshandicap møder, når de ønsker at erhverve egen bolig.

De fleste er ikke vendt tilbage på vores henvendelse, men i et skriftligt svar fra Vestjysk Banks kommunikationschef, Jane Toft Olufsen, lyder det blandt andet:

– Ved optagelse af et boliglån er det både i kundens og bankens interesse, at kundens økonomi er robust. Som udgangspunkt skal kunden selv kunne lægge en passende udbetaling ved køb af ejerbolig, hvilket i de fleste tilfælde vil sige minimum fem procent af købesummen. Vi kan sagtens forstå, at reglerne kan virke ufleksible, men de er med til at sikre, at kunden ikke sætter sig økonomisk for hårdt og i værste fald må gå fra hus og hjem. 

Eksperter peger på, at et stort skridt på vejen mod at forbedre livet for personer med funktionsnedsættelse er et opgør med samfundets rutineprægede tankegang. Det opgør har en gruppe studerende på Det Kongelige Akademi taget initiativ til.

Af Jacob Rasmussen og Mads Vestergaard

Man skal være mindst fire meter høj eller afsindigt god til parkour, før det giver mening at benytte døren.

Den fører godt nok ingen steder hen – i hvert fald ikke fysisk – for den er opført midt inde i biblioteket på Det Kongelige Akademi i København i halvanden meters højde. 

En plakat henne på væggen viser et billede af selvsamme dør. Dog med en lidt anden lyssætning, end biblioteket tillader på en regnfuld mandag formiddag i begyndelsen af december. Under billedet står der med store bogstaver “EXCLUSION”.

Døren er bygget af fem studerende fra Det Kongelige Akademi som et symbol på et problem, de har sat sig for at bringe længere frem i lyset.

På plakaten skriver de, at ligesom de høje bænke rundtom i København skal skabe opmærksomhed på forhøjede vandstande, er målet med en dør i 1,5 meters højde at sætte fokus på de udfordringer, mennesker med funktionsnedsættelse har i hverdagen. For nogen kan selv en dørtærskel virke uoverkommeligt høj. 

24-årige Aleksandra Mostovaja er i gang med tredje semester på bacheloren i arkitektur på Det Kongelige Akademi, og hun er en af dem, der står bag den uanvendelige dør, der blev udstillet den 23. november 2022. 

– Vi har lavet den her dør for at vise folk, hvor skørt det er at bygge ting, som nogle mennesker ikke kan bruge, siger Aleksandra Mostovaja.

Ved siden af studiet stiftede Aleksandra Mostovaja i september 2021 konsortiet KAKM – Det Kongelige Akademis Konsortium for Menneskerettigheder – sammen med fire medstuderende. Et projekt, som hun bruger mange timer af sin fritid på. 

Meningen med KAKM er, at de vil sætte fokus på menneskerettigheder i design og arkitektur og tage kampen op mod vanetænkning gennem projekter som den ekskluderende dør i biblioteket.

Et vigtigt opgør

Tilbage i 2009 tilsluttede Danmark sig FN’s handicapkonvention, hvormed man indgik en politisk aftale om at forbedre livet for personer med handicap. Dét på en lang række punkter – herunder den såkaldte artikel 19, der skulle sørge for, at personer med handicap i langt højere grad end tidligere blev sikret retten til et selvstændigt liv samt til at kunne leve og føle sig inkluderet i samfundet. 

Det skulle blandt andet ske ved at give personer med handicap mulighed for selv at vælge deres bopæl på lige fod med andre og ikke være forpligtet til at leve i en bestemt boform.

Til trods for at det nu er 13 år siden, Danmark tiltrådte bestemmelserne i handicapkonventionen, peger flere rapporter og eksperter på, at det ikke er lykkedes at nærme sig bestemmelserne i høj nok grad.

Katrine Wamsler, der er sociolog på Institut for Menneskerettigheder, er ikke i tvivl om, at vanetænkning er en helt grundlæggende årsag til, at personer med funktionsnedsættelse stadig oplever store udfordringer i hverdagen og på boligområdet.

– Entydigt ja – det er afgørende. Der er en masse fordomme og stigma forbundet med mennesker med handicap. Det er en snæver forståelse, vi har, og det begrænser den måde, hvorpå vi ser mennesker med handicap som individer og en ressource i samfundet ligesom alle andre, siger Katrine Wamsler.

Den rutineprægede tankegang afspejler sig allerede i Danmarks byplanlægning, hvor mennesker med funktionsnedsættelse begrænses i deres måde at kunne bo og leve, og det skal der laves om på, mener Katrine Wamsler.

– Tilgængelighed skal tænkes ind fra starten, når vi designer og bygger. Det er slående, hvor utilgængeligt Danmark er sammenlignet med andre lande, som vi ellers spejler os i, siger hun.

‘Det er grimt’

Fra studiet på Det Kongelige Akademi genkender Aleksandra Mostovaja den vanetænkning, Katrine Wamsler taler om, når hun snakker med sin lærer om egne projekter. 

– Hvis jeg eksempelvis foreslår noget med en elevator, siger de noget i retningen af ‘bvadr, det skal du ikke tænke på. Det er grimt, hvis man inkluderer det’, siger Aleksandra Mostovaja.

Hun fortæller, at det lige siden hendes studiestart primært har handlet om at tegne noget flot, og at hele grundtanken om at gøre, som man altid har gjort, fylder meget.

– Der er meget vanetænkning, men hvorfor? Det er jo ligegyldigt at lave noget pænt, hvis man udelukker nogle mennesker fra det, siger Aleksandra Mostovaja.

Nyt fokus på universelt design

Efter opholdet ved den specielle dør i biblioteket går turen over til en noget større udstilling i bygningen ved siden af.

“ADFÆRD/VELFÆRD” står der i indgangen, og i mellemtiden har 20-årige Annalena Sass tilsluttet sig turen. Hun er fra Norge og også blandt de fem initiativtagere til KAKM. 

Udstillingen består af store træpavilloner, forskellige møbler med en lidt anden udformning, end hvad man typisk ser, og en masse andet. Annalena Sass fortæller, at de på hendes nuværende semester har arbejdet med universelt design, og det er ikke noget, man normalt bliver undervist i på Det Kongelige Akademi. 

– Det har været et eksperiment fra skolens side for at se, om man kunne lære om universelt design allerede på bacheloren, og udstillingen her er semesterprojektet, siger hun. 

Annalena Sass viser den pavillon, hun har været med til at lave. Det ligner en shelter med højt til loftet, og så er der noget specielt ved facaden, som er opdelt i seks aftagelige paneler.

– Her har vi haft en tilgang til universelt design, hvor vi arbejder med sanserne for at understrege de ting, folk kan, og ikke det, de ikke kan, siger Annalena Sass.

Med pavillonen prøver de at gøre en installation og en oplevelse tilgængelig for alle uanset begrænsninger. Dette ved at kunne skifte panelerne, så man kan lege med facaden og bruge pavillonen, uanset om man er blind, døv, lam eller har andre funktionsnedsættelser.

Som eksempel fortæller Annalena Sass om en facade, der er sat sammen af små vinklede brædder. Hvis man smider sand eller grus ned fra oven, kan man ved hjælp af lyd følge dets vej ned ad facaden.

Samfundet skaber handicappet

Ifølge Jesper Dammeyer, der er lektor i socialpsykologi på Institut for Psykologi på Københavns Universitet, er opgøret med vanetænkning og i stedet en større stræben efter universelt design den rigtige vej at gå for sikre samfundsdeltagelse og selvstændighed for personer med funktionsnedsættelse.

– Når man ikke kan deltage, kan man for eksempel ikke få en uddannelse. Man kan ikke udfolde sit livspotentiale. Det påvirker ens trivsel, for det handler jo også om ens identitet og oplevelsen af, at man kan være sig selv og føle sig rigtig, uanset hvilke funktioner man har eller ikke har, siger Jesper Dammeyer.

Han foretrækker at bruge ordet ‘funktionsnedsættelse’ frem for ‘handicap’, fordi han mener, at handicap er socialt defineret og et grundelement i vanetænkningen. 

– I et socialt perspektiv opstår handicap først i mødet med samfundet. Handicap bliver skabt af de manglende deltagelsesmuligheder, der er for nogle mennesker i samfundet, såsom adgang til bygninger, siger Jesper Dammeyer.

Han påpeger dog også, at der kan opstå dilemmaer i forsøget på at indrette samfundet i et multifunktionelt øjemed, så alle kan føle sig som en ligeværdig del af det.

– Skal man fjerne kantstenene, så dem i kørestol nemmere kan passere vejen? Det giver måske problemer for dem, der ikke kan se, fordi de ikke kan mærke overgangen fra fortov til vej.

Derfor medgiver Jesper Dammeyer også, at hele grundtanken, om at alt skal være for alle, ligesom handicapkonventionen foreskriver, er en meget utopisk – men klog – målsætning.

– Jeg tror, det er bevidst, at man laver det utopisk, fordi det presser samfundet til konstant at stræbe efter at fjerne barriererne, så der er fuld deltagelse for alle, siger han.

Universelle udfordringer

Det forsøger Annalena Sass og Aleksandra Mostovaja på Det Kongelige Akademi at efterstræbe, men i det praktiske arbejde genkender de også udfordringerne med at lave noget 100 procent universelt. 

Annalena Sass peger hen på en træbænk sat sammen af orange spændestropper ved siden af pavillonen.

– Her har vi lavet et møbel, som man skal kunne skille ad og sætte sammen så mange gange, man vil, og på den måde, man vil, siger hun. 

Ifølge Annalena Sass kan et møbel i en bestemt form ikke være perfekt for alle, og derfor er det nødt til at kunne versioneres på forskellige måder alt efter behov. Det kan godt give ekstra udfordringer at designe på den måde, påpeger hun.

– Det er altid vanskeligt at tegne, men det tager selvfølgelig lidt ekstra tid, fordi man skal tænke på alle andre end en selv. 

Det er dog også en spændende proces, mener hun.

– Det er øjenåbnende at arbejde på den her måde, fordi man ser, hvor lidt nogle dele af samfundet er inkluderet i måden, vi tænker på, og hvordan tilgængelighed hurtigt ender som en “sidste øjebliks”-løsning, selvom det burde være der fra start, siger hun.

Annalena Sass opfordrer til, at man for eksempel lægger mærke til, hvor ofte der mangler ramper op til indgange, eller hvor ofte personer med funktionsnedsættelse er henvist til en tur hele vejen rundt om en bygning for at finde den handicapvenlige indgang, mens alle andre kan benytte hovedindgangen.

‘Kompromis er at have empati’

Et spørgsmål Annalena Sass og Aleksandra Mostovaja ofte får, når de taler med folk om universelt design, er, hvorvidt de går på kompromis med gode ideer til designs – som for eksempel en pæn hovedindgang – fordi det skal være handicapvenligt. Det ærgrer dem.

– Det at gå på kompromis er at have empati for andre mennesker, siger Aleksandra Mostovaja.

– Når bare man er klar over, at handicapvenlighed skal tænkes ind fra start, opfatter man det heller ikke som et kompromis. Det er bare noget, der skal være der, ligesom man heller ikke bygger huse uden tag og vinduer, siger Annalena Sass.

På den måde bliver løsningerne heller ikke nødvendigvis så dyre, påpeger hun. 

– Hvis handicapvenlighed først kommer ind som en eftertanke, risikerer man at skulle ændre på hele grundstrukturen. Så kræver det pludselig speciel teknologi eller en smart elevator, og så bliver det dyrt.

‘Vores allesammens ansvar’

Ifølge Katrine Wamsler fra Institut for Menneskerettigheder handler opgøret med vanetænkning også om at tænke mere langsigtet, når man bygger. Også selvom man bygger boliger til en bestemt brugergruppe.

– Måske er det ikke meningen, at der skal bo en person med handicap i bygningen i dag. Men om 100 år kan det være, at der skal bo en person med handicap, eller en person, der har en kæreste med handicap, siger Katrine Wamsler.

Det er “vores allesammens ansvar” at gøre op med vanetænkningen, mener psykolog Jesper Dammeyer, der bifalder initiativet fra de studerende i KAKM. Ifølge Dammeyer er det også sådan, at synet på LGBT+-personer over de seneste mange år har udviklet sig i en positiv retning.

– Det kræver først og fremmest at nogen gør opmærksom på de forsømtes sag, og så tænker majoriteten sig om. I starten synes de nok, at det er noget underligt noget, men de tænker sig om, og det er faktisk det, der lidt efter lidt skaber de egentlige forandringer, siger Jesper Dammeyer. 

‘Nu skal vi lave klistermærker’

De studerende i KAKM har tænkt sig at fortsætte med at gøre opmærksom på de forsømtes sag, og på de næste to semestre handler det fortsat om personer med funktionsnedsættelse, der skal sikres retten til et selvstændigt liv og muligheden for at leve og føle sig set og inkluderet i samfundet.

I den forbindelse har de allerede næste projekt på blokken i samarbejde med handicaporganisationen SUMH (Sammenslutningen af Unge med Handicap).

– Nu skal vi lave klistermærker for at gøre endnu mere opmærksom på utilgængeligheden rundt omkring, siger Aleksandra Mostovaja. 

Meningen er, at de vil sætte dem på indgange, møbler og andre steder, hvor personer med funktionsnedsættelse bliver afskåret fra at være med.  

– Mange mennesker tager basale ting som synet og det at kunne gå for givet. Det gør de jo ikke med vilje, for folk er jo ikke onde. Men havde alle været opmærksomme på de udfordringer, som personer med handicap møder i hverdagen, havde mange ting nok ændret sig meget hurtigere.

Eksperter og en interesseorganisation påpeger, at institutionslignende byggerier går stik imod bestemmelserne i FN’s handicapkonvention.

Af Mads Vestergaard og Jacob Rasmussen

Det ser egentlig meget godt ud på papiret. 50 nyopførte boliger til borgere med funktionsnedsættelse med fokus på støjreduktion, interne aktivitetstilbud og plads til samvær.

Formand for social-og seniorudvalget i Thisted Kommune, Henrik Gregersen (V), er også ganske godt tilfreds med planerne om en nyt stort botilbud i kommunen. Ifølge ham har Thisted Kommune nemlig ikke været gode nok til at tage sig af deres borgere med handicap.

Men det bliver der gjort noget ved nu, fortæller han.

– Det her er en erkendelse af, at vi skal gøre det bedre, og vi har så i samarbejde med psykiatrien i kommunen blevet enige om at løse det, siger Henrik Gregersen.

Men hvis man spørger man LEV, så er planerne om det nye byggeri skudt helt ved siden af. De er en interesseorganisation for mennesker med udviklingshandicap og deres familier.

Ifølge dem strider projektet mod FN’s handicapkonvention, som Danmark forpligtede sig til i 2009. Med både den og den såkaldte servicelov fra 1998 har Danmark nemlig givet håndslag på at bevæge sig væk fra 1970’ernes kritiserede institutionsbegreb.

Derfor skuer det i LEV’s politiske ekspert Hans Andersens ører, når han bliver præsenteret for Thisted Kommunes nye byggeplaner.

– I handicapkonventionen er der jo et krav om fremdrift og ikke tilbagegang. Der synes vi, at det her peger i den forkerte retning. Vi er rigtig kede af, at det går den forkerte vej, siger han.

Institut for Menneskerettigheder: ’Institutioner er en barriere’

I handicapkonventionen findes en række underpunkter – såkaldte artikler. Ser man på artikel 19, står der blandt andet, at deltagerstaterne anerkender, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder er institutioner en barriere for, at Danmark kommer i mål med handicapkonventionen.

– Jeg synes, at det er et problem at lave sådan nogle giga-institutioner, hvor alt foregår på samme lille matrikel. Det kan det jo tyde på, det gør, når jeg hører om det her, siger sociolog Katrine Wamsler fra Institut for Menneskerettigheder.

Ifølge hende er institutioner i høj grad med til at ekskludere personer med handicap fra det øvrige samfund. Institutionerne er med til at lukke af for muligheden for, at mennesker med handicap møder resten af verden og omvendt, mener hun.

– Jeg vil ikke sige, at man lukker dem inde, men det kan minde lidt om det. Når Thisted Kommune ligefrem selv kalder det en institution, så vidner det også som, at de ikke er med på, at vi i Danmark har vurderet, at institutioner er fortid, siger hun.

Formand for social- og seniorudvalget kan ikke se problemet

På trods af kritikken fra både LEV og Institut for Menneskerettigheder har Henrik Gregersen svært ved at få øje på problemet. Han mener, at Thisted Kommune kommer store udfordringer til livs ved at opføre de 50 boliger til borgere med handicap. Ifølge ham er behovet endda til mere end de 50 boliger.  

– Det er jo menneskenes tav, det drejer sig om. Nogle af dem, der har stået på venteliste i mange år, er kommet ind på et privat botilbud og der er jo bare nogle, der ikke kan tage hele vores målgruppe. Derfor er der nogle, der nemt kan blive ladt i stikken. Derfor synes jeg, at det er forkert at tage FN-konventionen ind i diskussion.

Hvorfor synes du, at det er forkert?

– Fordi den går imod institutioner. Jeg mener ikke, at vores menneskesyn i vores kommune fejler noget. I samråd med pårørende og borgergrupper drøfter vi indholdet og driften af institutionen, og det er jo netop, fordi at borgeren skal i centrum. Jeg kan slet ikke få øje på den konflikt, siger han.

Konflikten ligger i, at man fra dansk side med både serviceloven og handicapkonventionen giver håndslag på, at man skal væk fra institutionaliseringen. Men I er ved at bygge, hvad I selv kalder, en institution med plads til 50 personer. Hvad tænker du om det?

– Jeg starter med at erkende, at vi har et problem med det tilbud, vi har nu, og så er vi ved at planlægge, hvad vi skal gøre ved det. Og så vil du have mig til at udtale mig om en konflikt, der ikke er der. Vores konflikt består i, at vi får vores midler anvendt bedst muligt til de mennesker, der har behovet, siger Henrik Gregersen.

Mindre institution – mere selvstændigt liv              

Med kommunalreformen i 2007 overgik handicapområdet fra de nu nedlagte amter til kommunerne. Siden dengang er det ifølge Hans Andersen gået den forkerte vej, når det kommer til at sikre handicappede borgere deres rettigheder i forhold til boligvalg.

– De her større institutioner har taget fart, efter området kom tilbage til kommunerne. Det er jo ikke fordi, at de er onde mennesker, men det er måske, fordi at man kigger på det, man har at læne sig op ad, og det er ældreområdet, siger han.

Ifølge LEV bliver trivselsproblemerne større i takt med institutionens størrelse. Det gælder for både personale og beboere.

En rapport fra organisationen selv fra 2022 bekræfter Hans Andersens udtalelser. På fem år har udskiftning i personalet, et øget brug af vikarer og lav faglighed på botilbuddene for mennesker med udviklingshandicap haft negative konsekvenser for beboerne, når der kigges på trivsels- og konfliktniveauet.

I en rundspørge har man spurgt pårørende til beboere med udviklingshandicap på landets botilbud, om hvad de synes om den hjælp, deres pårørende modtager.

I undersøgelsen svarer 70 procent, at de er enige i, at der de sidste fem år er sket forringelse i botilbuddets pædagogiske arbejde.

Samtidig svarer næsten 65 procent, at de er enige i, at andelen af uddannet personale er faldet mærkbart.

– Der er stor udskiftning i personale og brug af vikarer. Man får en fornemmelse af at bo på en arbejdsplads og ikke i et hjem. Det får tit et præg af hospital, og der kommer bare nogle andre dynamikker sådan et sted, siger Hans Andersen. 

Danmark har stadig ikke taget livtag med institutioner

I 2015 udkom Nordens Velfærdscenter med rapporten “Retten til eget hjem”, der beskriver boligsituationen for personer med udviklingshæmning i Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark. 

Rapporten viste en negativ udvikling i Danmark sammenlignet med Norge og Sverige. På side 12 i rapporten skriver de, at Danmark stadig har visse institutioner, men også nybyggede boenheder, der kan sammenlignes med institutioner.

I den forbindelse påpegede LEV tilbage i 2015, at Danmark ifølge rapporten skiller sig ud på en negativ måde, fordi det tyder på, at Danmark har brudt med årtiers gradvis af-institutionalisering, der ellers var skridt i den rigtige retning. Og i stedet er man atter begyndt at bygge store og institutions-agtige boliger til mennesker med udviklingshæmning. 

Anthon Sand Jørgensen er lektor på pædagoguddannelsen i Viborg, ph.d., master i socialpædagogik og har forsket i handicap med fokus på det sociale område. Han påpeger, at der med tiden rent officielt er kommet færre institutioner i Danmark.

Men hans forskning af boligforholdene for voksne med udviklingshandicap tegner samtidig et billede af, at det kun er på papiret, tingene for alvor har ændret sig. 

– Formelt set bor over 60 procent af den målgruppe i egen bolig. Men hvis man kortlægger placeringen af de her boliger, så bor voksne med udviklingshandicap i omkring 45 procent af tilfældene i enheder, hvor de bor sammen med 30 eller flere andre, siger Anthon Sand Jørgensen. 

Ifølge ham har kommunerne altså en udfordring i, at de på den ene side har forsøgt at give mennesker med udviklingshandicap deres egen lejlighed og på den anden side har placeret boligerne på en måde, hvor de minder om den type byggerier, Danmark har forpligtet sig til at bevæge sig væk fra.

– Mange i nogle enheder, der på den ene eller anden måde har institutionslignende karakter, siger han. 

FN’s handicapkomité er den instans, der skal overvåge Danmarks indsats på handicapområdet. I 2014 fik den danske regering kritik fra komitéen, der ikke mente, at man i høj nok grad efterlevede handicapkonventionen. Blandt andet udtrykte FN bekymring over Danmarks byggerier af institutionslignende boliger. 

Ifølge Anthon Sand Jørgensen var kritikken dog lidt for let at affeje. 

– Det problem har vi ikke i Danmark, for i de fleste nybyggerier har folk deres egen bolig, og derfor er der ikke institutioner i Danmark, siger han og henviser til den dengang siddende regerings svar. 

Anthon Sand Jørgensen tilslutter sig både Katrine Wamsler og Hans Andersen til spørgsmålet om problemerne ved institutionslignende boligbyggerier.

– Kvaliteten og trivslen for de her borgere bliver mindre, hvis de lever i segregerede boformer, understreger han. 

I 2009 tiltrådte Danmark FN’s handicapkonvention, der blandt andet skal sikre personer med handicap retten til et selvstændigt liv. Alligevel kæmper 35-årige Ann-Katrine Kviesgaard hver dag en kamp for at leve det liv, hun ønsker.

Af Jacob Rasmussen og Mads Vestergaard

Det roder på det lille højskole-værelse. Præcis som man forestiller sig, sådan et ser ud. 

Under det ene bord står et par kasser sodavand stablet, og ovenover er der instant-kaffe, snus og julegaver. 

I et net bagved en af julegaverne har en slidt klapvifte forputtet sig – den slags, man typisk ser i håndboldhaller. Ved sengen ligger en roman af Jussi Adler-Olsen, og på radiatoren hænger et par af Ann-Katrine Kviesgaards bh’er til tørre.

Selv sidder hun ved sit lille skrivebord og laver store billeder af perler. Det er faktisk kun liften i loftet – og kørestolen selvfølgelig – der afslører, at hun ikke har et liv som de fleste.

Derfor bor hun på Egmont Højskolen i Odder. Det har hun snart gjort i to år. Men stod det til Ann-Katrine Kviesgaard selv, så var hun slet ikke flyttet derhen. Så boede hun hjemme i sit rækkehus i Skive. 

– På Egmont kan jeg få den støtte, jeg har brug for, for at kunne leve et selvstændigt liv, siger Ann-Katrine Kviesgaard.

Hvis kommunen havde tilbudt dig den støtte, du har brug for, hjemme i dit rækkehus i Skive, havde du så sagt ja til det?

– Ja, det var det, jeg allerhelst ville.

Dårlige vilkår for mennesker med handicap

Ann-Katrine Kviesgaard er langtfra den eneste i Danmark, der er nødt til at bo et sted, hun ikke ønsker, for at få den nødvendige støtte. 

Problemet er velkendt i kommunerne – det slog en rapport fra Institut for Menneskerettigheder fast i 2021.

I undersøgelsen, der ligger til grund for rapporten, svarer hver tredje sagsbehandler ud af i alt 230, at borgere med handicap har ”ringe mulighed” for selv at vælge deres bolig. Svarene er indhentet i 81 af de i alt 98 kommuner.

Den ringe valgfrihed mærker Ann-Katrine Kviesgaard tydeligt, når hun i mangel på alternativer fra kommunen er nødt til at flytte på højskole på eget initiativ for at leve det, hun selv kalder “et værdigt liv”. 

I rapporten fremgår det også, at omkring hver fjerde borger med handicap ifølge de adspurgte sagsbehandlere ikke selv kan få lov til at vælge, hvem de vil bo med. Hver femte sagsbehandler svarer samtidig, at det ikke er valgfrit, hvor personer med funktionsnedsættelse ender med at bo.

‘Det står alvorligt til’

Konklusionerne er så tydelige, at de bør vække til eftertanke, siger Katrine Wamsler, der er sociolog på Institut for Menneskerettigheder og medforfatter af rapporten.

– Det står alvorligt til. Sagsbehandlere er en del af det kommunale spil, og de prøver at opfylde de sparekrav og de forskellige politiske retninger indenfor kommunen. Så når de selv oplyser, at det er svært for rigtig mange, så synes jeg, at det er ret slående, siger hun.

Da Danmark for 13 år siden tiltrådte FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, i daglig tale handicapkonventionen, blev der ellers givet politisk håndslag på, at livet for personer med handicap skulle forbedres. Det gjaldt på en lang række punkter, hvor ét af dem – den såkaldte artikel 19 – i højere grad end tidligere skulle sikre borgere som Ann-Katrine Kviesgaard retten til et selvstændigt liv.

Som led i den politiske vilje for at sikre retten til et selvstændigt liv blev det med artikel 19 blandt andet besluttet, at personer med handicap skal have mulighed for selv at vælge, hvor og med hvem de vil bo og ikke være forpligtet til at leve i bestemte boformer.

En anden del af artikel 19 handler om, at personer med handicap skal have adgang til et udvalg af støttetilbud i hjemmet og på boligområdet. Samtidig skal de assisteres med den nødvendige bistand for at kunne både leve og føle sig inkluderet i samfundet.

Meningen er, at det skal forebygge isolation og udskillelse fra det øvrige samfund.

Ifølge Katrine Wamsler er den politiske vilje for et mere værdigt liv med handicap skrumpet med tiden. Hun påpeger, at man allerede tilbage i 1998 tog det første spadestik for at skabe en bedre tilværelse for danskere med funktionsnedsættelse.

Det skete, da serviceloven kom til som erstatning for blandt andet bistandsloven. Dengang ville regeringen væk fra 80’ernes kritiserede åndssvageforsorg, hvor de daværende amter blev kritiseret for at stuve mennesker med handicap sammen på store institutioner. 

Nu skulle de flytte ind på bosteder eller helst have deres egen bolig, og kampen for et mere værdigt liv for danskere med funktionsnedsættelse skulle for alvor tages op.

– Dengang sagde vi, at vi skulle gå en anden vej. Vi skulle give mennesker med handicap mere selvbestemmelse i deres liv. Det er bare gået i stå, og der er ikke sket noget på hele boligområdet, siger Katrine Wamsler.

Politiske reformer skal vende skuden

Med kommunalreformen i 2007, som nedlagde amterne, overgik handicapområdet til kommunerne, og siden dengang har det været dem, der vurderer støttebehovet og tildeler støtten til deres funktionsnedsatte borgere.

Men skal Danmark opfylde handicapkonventionens artikel 19, så kræver det nye reformer, mener Katrine Wamsler.

Hun påpeger, at handicapområdet er skruet sammen på en måde, hvor det skal passe ind i kommunens kasser.

– Det skal helst ikke kræve flere udgifter. Men det kommer det til, hvis vi skal give mennesker med handicap større frihed i deres hverdag, så de eksempelvis ikke er bundet op af, at alt skal passe ind i personalets timeplanlægning, siger hun.

Det har Ann-Katrine Kviesgaard flere gange oplevet konsekvenserne af – selv når det gælder de helt basale behov.

– Jeg har siddet og tisset i bukserne, fordi de ikke er kommet, til den tid de skulle. Det er bare uværdigt, at man skal helt derud, siger Ann-Katrine Kviesgaard.

Gik ned med flaget

Ord som handicapkonvention, ledsagertimer og hjemmepleje eksisterede ikke i Ann-Katrine Kviesgaards daglige ordforråd før 2017. Dengang så hendes liv helt anderledes ud. CV’et sagde færdiguddannet farmakonom, hun arbejdede på et apotek i Skive, og derhjemme ventede hendes hund på, at de skulle gå ture og lege i haven.

Men i 2017 fik hun konstateret Arnold-Chiari-syndrom – en medfødt misdannelse i hovedet – der krævede operation i hjernen allerede tre måneder efter. Ann-Katrine Kviesgaard vidste ikke, at der var risiko forbundet med operationen, og lægerne ved stadig ikke, hvad der gik galt. Men da Ann-Katrine Kviesgaard vågnede i hospitalssengen, havde hun mistet førligheden i benene.

– Da jeg rigtigt begyndte at forstå, hvad det egentlig havde af betydning for, hvordan jeg kunne leve mit fremtidige liv, gik jeg ned med flaget, siger hun. 

Derfra var det slut med at lege med hunden, og jobbet på apoteket blev umuligt at passe. Fra den ene dag til den anden skulle Ann-Katrine Kviesgaard have hjælp til det meste. 

Ingen tid til socialt liv

Derfor flyttede Ann-Katrine Kviesgaard ud i et rækkehus, hun havde fundet i nærheden af sin bonusfar, der kunne hjælpe hende, når Skive Kommune ifølge hende selv ikke kunne. 

I sit rækkehus modtog Ann-Katrine Kviesgaard hjemmepleje. Det var hver 2,5 time og meget ufleksibelt. Eller fleksibelt var det sådan set – bare ikke på hendes egne præmisser.

– De kunne komme enten en halv time før eller en halv time efter det angivne tidspunkt. Det vil sige, at jeg risikerede kun at have en rådighedstid på 1,5 time mellem hvert toiletbesøg. Så det var meget begrænset, hvor meget jeg selv kunne styre min tid, siger hun.

Med en halv time hver vej til og fra Skive midtby blev indkøbsturene forhastede, og inviterede en veninde på en kop kaffe, skulle det planlægges ned i mindste detalje. 

– Jeg blev kørt psykisk ned af, at jeg ikke kunne have noget socialt liv. Alt var bundet op på, at folk skulle kunne komme til mig, fordi jeg aldrig vidste, om jeg kunne få en ledsager med.

En rapport fra det danske forskningscenter VIVE fra 2021 tegner et billede af, at der er mange som Ann-Katrine Kviesgaard, der oplever en begrænset indflydelse på egen tilværelse.

Ud af 1.439 respondenter med større fysisk handicap svarede knap 25 procent, at de “i mindre grad” eller “slet ikke” oplever at have indflydelse på eget liv. 

Ser man til sammenligning på de mere end 12.000 besvarelser fra personer uden handicap, er der færre end fire procent, der “i mindre grad” eller “slet ikke” oplever at have indflydelse på eget liv.

Omvendt er der næsten 66 procent af dem uden handicap, der “i høj grad” oplever at have indflydelse på eget liv, mens det kun gælder for knap 30 procent af personerne med større fysisk handicap.

Selvstændighed er vigtigt for alle

Hos Danske Handicaporganisationer, der fungerer som talerør for 35 handicapinteresseorganisationer, genkender de Ann-Katrine Kviesgaards frustrationer.

Til trods for at det er 13 år siden, Danmark tiltrådte bestemmelserne i handicapkonventionens artikel 19, er det ikke lykkedes skiftende regeringer at nærme sig bestemmelserne, siger næstformand Sif Holst.

– Vi ved, at 19 procent af mennesker med større fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse oplever store vanskeligheder med at finde en bolig. Vi ved også, at det er svært at få den rigtige hjælp, når man endelig har fået sin bolig, så man kan få et uafhængigt liv til at fungere. Det er et stort problem, siger hun.

For personer med handicap er muligheden for et selvstændigt liv mindst lige så vigtigt, som det er for personer uden. Det handler om at føle sig ligeværdig og inkluderet i samfundet, og derfor er artikel 19 i handicapkonventionen afgørende, påpeger Sif Holst.

– Mennesker med handicap vil eksempelvis gerne selv finde et arbejde, hvis man har kræfterne til det. De vil også gerne passe deres fritidsinteresser eller have muligheden for at besøge venner og familie, og det kræver de rigtige støttetilbud, siger hun.

Stor ensomhed blandt mennesker med handicap

Her tegner den føromtalte rapport fra VIVE fra 2021 dog igen et kedeligt billede for personer med handicap.

I rapporten svarer 22 procent ud af 1.438 besvarelser blandt mennesker med større fysisk handicap enten, at de ikke har venner, at de aldrig ser deres venner, eller at de ser dem sjældnere end én gang om måneden.

Til sammenligning gælder det for 11 procent uden handicap – ud af 12.371 besvarelser.

– Vi ved, at der er rigtig meget ensomhed blandt mennesker med handicap, fordi det er så svært at få det til at hænge sammen, siger Sif Holst.

Ligesom Institut for Menneskerettigheder mener hun, at der ligger et stort politisk arbejde forude, hvis personer med handicap skal kunne nyde retten til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre.

– Lovgivningen er ikke optimal og tager ikke hensyn til handicapkonventionen. Hos mange kommuner virker det som om, at de er modvillige. De har en måde at tolke reglerne på, som er meget restriktive. Det gør det enormt svært at opnå den uafhængighed, som handicapkonventionen lægger op til, siger Sif Holst.

‘De gav mig ingen alternativer’

Overfor sagsbehandlere og andre ansatte i Skive Kommune gav Ann-Katrine Kviesgaard udtryk for, at hjemmeplejen og de ledsagertimer, hun havde, ikke var nok til, at hun kunne leve som andre.

Hun havde blandt andet svært ved at passe sit frivillige arbejde som formand i ungdomskredsen i Dansk Handicapforbund – en opgave, der ifølge hende selv er med til at holde hende oven vande.

– Hvis jeg ikke får den hjælp, jeg har brug for, så kan jeg ikke udføre mit arbejde. Det ville jo ødelægge mit liv, hvis man fratog mig alt det, der giver mening, siger Ann-Katrine Kviesgaard.

I Skive Kommune er Per Jeppesen (Skive-Listen) ærgerlig over, at kommunen ikke har kunnet hjælpe Ann-Katrine Kviesgaard bedre.

Han er tidligere borgmester i Skive Kommune og i dag medlem af byrådet, ligesom han sidder i kommunens handicapråd.

Ifølge ham forsøger kommunen at leve op til handicapkonventionens artikel 19. Det gøres blandt andet i tæt samarbejde med handicaporganisationerne og handicaprådet, siger han. 

Derfor burde ingen borgere blive behandlet som Ann-Katrine Kviesgaard. Alligevel erkender han, at kommunen ikke har gjort nok i hendes sag.

– I den her sag lyder det ikke til, at vi har været gode nok, siger Per Jeppesen. 

Hvem har ansvaret?

Ann-Katrine Kviesgaard fortæller, at hun hverken blev oplyst om botilbud eller andre former for støtte.

– De gav mig ingen alternativer til det, jeg havde i forvejen, siger hun.

Det undrer Per Jeppesen, at Ann-Katrine Kviesgaard ikke i højere grad blev oplyst om, hvilke muligheder hun havde for yderligere støtte, når nu hjemmehjælpen og ledsagertimerne ikke var nok. Men han mener samtidig, at Ann-Katrine Kviesgaard selv har et ansvar for at gøre kommunen mere opmærksom på sin utilfredshed.

Den udlægning er jurist og ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder, Nikolaj Nielsen, uenig i.

Han henviser til, at der i serviceloven gælder en udvidet vejledningspligt for kommunerne. Det er altså kommunen, der har ansvaret for at oplyse borgeren om, hvilke muligheder vedkommende har for handicapstøtte – også når det første tilbud ikke er tilstrækkeligt.

– I teorien er det sådan, at man skal have den hjælp, man har brug for uanset ens egne ressourcer. Det kan ikke kræve noget fra borgeren at søge hjælp hos kommunen, og sagsbehandlingen skal tilrettelægges på en måde, som tager hensyn til den enkeltes ressourcer, siger han.

Ann-Katrine Kviesgaard ville eksempelvis gerne have vidst, at hun kunne ansøge om en såkaldt BPA-ordning – en bevilling fra kommunen, der giver borgeren mulighed for selv at ansætte hjælpere i det omfang, der er behov for.

På den måde havde Ann-Katrine Kviesgaard ikke været nødt til at flytte fra rækkehuset til selvbetalt højskoleophold for at få den nødvendige hjælp. 

Ligesom sin kollega Katrine Wamsler peger Nikolaj Nielsen på, at der skal en større politisk vilje til, før kommunerne i højere grad end nu kan efterleve handicapkonventionens artikel 19.

Det skal blandt andet ske ved en større adskillelse af det botilbud, personen med handicap har krav på og den individuelle støtte, vedkommende har krav på, så graden af støtte ikke definerer, hvor man skal bo, mener han.

Per Jeppesen fra Skive Kommune er også enig i, at der mangler politisk vilje til at imødekomme handicapkonventionen, men det er ikke kommunerne, der bærer hovedansvaret, siger han. Det skyldes de besparelser, som kommunerne er pålagt fra Christiansborg.

– I de snart 40 år, jeg har været med i byrådssammenhæng, har jeg kunnet mærke, at der ikke bare i Skive men også andre steder har været besparelser, og det går selvfølgelig ud over vores socialområde, siger Per Jeppesen.

Han mener, at de i kommunerne gør, hvad de kan for at leve op til deres ansvar overfor handicapkonventionen, og hvis der skal ske forbedringer, er der nødt til at komme hjælp fra den nye regering.

– Vi kan ikke løfte opgaven selv. Jeg har, siden vi fik kommunalreformen, påpeget, at det kun kunne blive dårligere for de handicappede.

Helt konkret skal der ifølge Per Jeppesen en større økonomisk støtte til fra staten, hvis kommunerne skal kunne tilbyde personer med handicap samme vilkår som andre mennesker, sådan som handicapkonventionen foreskriver.  

Trods FN-kritik går det den forkerte vej

FN’s handicapkomité rejste i 2014 kritik af Danmarks indsats på handicapområdet.

Kritikken strakte sig over 72 punkter, hvor De Forenede Nationer var bekymret for, om Danmark i høj nok grad efterlevede handicapkonventionen.

Kritikken omhandlede også artikel 19 – hvor FN blandt andet udtrykte bekymring over, at Danmark bygger store institutionslignende byggerier for personer med funktionsnedsættelse, da disse kan modarbejde befolkningsgruppens ret til et selvstændigt liv.

Daværende socialminister Manu Sareen udtalte dengang, at han sammen med Socialministeriets handicapudvalg ville gennemgå samtlige kritikpunkter.

– Det er klart, at når man får kritik fra FN, er det oplagt at se på den danske indsats en ekstra gang, og det er noget, vi tager meget alvorligt, sagde han til Ritzau i 2014.

Vi ville gerne have spurgt Manu Sareen om, hvad han som socialminister gjorde for at rette op på kritikken fra FN, men han har ikke ønsket at stille op til interview.

Ligeledes ville vi gerne have spurgt fungerende socialminister, Astrid Krag, om, hvad hun har gjort, og hvad der i fremtiden skal til, hvis Danmark i højere grad end nu skal efterleve handicapkonventionens artikel 19. Hun er ligesom Socialdemokratiets socialordfører, Camilla Fabricius, ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Ifølge Katrine Wamsler fra Institut for Menneskerettigheder er udfordringerne med at imødekomme handicapkonventionen ikke noget, man bare løser fra den ene dag til den anden. Det var heller ikke meningen, dengang Danmark tiltrådte handicapkonventionen i 2009. 

Alligevel påpeger Katrine Wamsler, at man i Socialministeriet siden kritikken fra FN stadig ikke lever op til sine forpligtelser.

– Det er socialministeriet, der skal sikre, at vi lever op til handicapkonventionen, og de skal som minimum sikre, at det går i den rigtige retning. Det gør det ikke lige nu, som jeg ser det, siger Katrine Wamsler.

‘Det er virkelig en hård kamp’

I snart to år har Ann-Katrine Kviesgaard drømt om at flytte tilbage i sit rækkehus i Skive. Nu ved hun, at det kræver et positivt svar på den BPA-ansøgning, hun sendte afsted i juni, med mindre hun igen vil leve et isoleret liv, hvor hun er afhængig af sin bonusfar.

– Det ville betyde alt for mig at få en BPA-ordning, fordi jeg netop ville få mulighed for at bo hjemme i Skive og leve et aktivt liv på lige vilkår med alle andre.

Ann-Katrine Kviesgaard har søgt om bevilling til 13 timers daglig hjælp. En hjælp, der i så fald ville erstatte hjemmeplejen og ledsagertimerne. Afgørelsen kunne hun forvente at have den 1. december.

– Jeg håber virkelig, at ansøgningen bliver godkendt. Så kan jeg fortsætte med at lave mit frivillige arbejde, siger Ann-Katrine Kviesgaard.

Smilende ved tanken fortæller hun, at hun også ville kunne tage ud og besøge sin lillebror og ud at se håndbold, fordi hun ville have en, der kunne køre hende og hjælpe hende på toilettet.

– Jeg ville kunne gøre alle de ting, jeg brænder for. Jeg kan rent faktisk have et liv, siger Ann-Katrine Kvisgaard.

En dag drømmer hun også om at flytte sammen med sin kæreste, som hun lige nu kan besøge i weekenderne, når højskolen kan hjælpe hende med at komme afsted. 

Kæresten er også handicappet, men det er ikke det, der står i vejen. Problemet er, at han bor i en anden kommune, og det betyder, at processen med Ann-Katrine Kviesgaards BPA-ordning ville skulle starte helt forfra. Hun trækker på skuldrene over det faktum, for hun kan ikke se, hvorfor det skulle give anledning til en anden afgørelse.

– Det er i hvert fald noget, man overvejer en ekstra gang – om man er klar til at tage den kamp i en ny kommune. Det er virkelig en hård kamp man skal igennem, hver gang man gerne vil noget andet i sit liv, siger Ann-Katrine Kviesgaard.

Vi har for længst skrevet 1. december i kalenderen, og svaret på BPA-ansøgningen kom som lovet – få minutter inden midnat: Afslag. 

– Jeg er meget ked af det. Jeg føler, at de sætter økonomien over fagligheden, skriver Ann-Katrine Kviesgaard i en SMS den 1. december.

Derfor venter der allerede nu en ny hård kamp. En kamp, hvor Ann-Katrine Kviesgaard kører en ankesag mod Skive Kommune. Imens er hun nødt til at fortsætte sit liv på Egmont Højskolen. Hjemme i rækkehuset kan hun ikke bo.